Skip to the content

Henvendelse til DGU

Fælles henvendelse til DGU fra Aarhus Golf Club, Mollerup Golfklub, Horsens Golfklub og Aarhus Aadal Golf Club.

Kære DGU,

Danmark er fundamentalt bygget på sammenhold, tiltro til hinanden og ikke mindst troen på vores myndigheder. Reaktionerne i den danske befolkning på Covid 19 er et fantastisk eksempel på dette. Derfor skal vi tilpasse vores reaktioner til det myndighederne ønsker/forlanger.

Og myndighederne forlanger eller opfordrer til, at vi fjerner alle de muligheder for smitte som vi overhovedet kan – og det skal vi alle efterleve fuldt ud.

Samtidig anbefaler myndighederne, at vi fortsat sørger for at holde modet oppe og at vi sørger for at holde både det fysiske og det psykiske velbefindende oppe – og det vil vi alle gerne bidrage til.

DIF opfordrer indtrængende til, at al udendørs træning sker alene eller med ens nærmeste - og med stor afstand til hinanden.

DIF opfordrer dog kraftigt til at huske bevægelsen og udnytte naturen, hvor man let kan være aktiv med fx løb eller på cykel og samtidig sikre afstand til andre mennesker.

Vi mener, at netop golfspillet kan være en kilde til at opfylde myndighedernes anbefalinger om fortsat at røre os udendørs og kan være en kilde til at fastholde glæde og mod i blandt i hvert fald den del af danskerne, der kan spille golf.

Vi er i Danmark et samfund af mennesker, der tænker sig om. Mennesker, der er opdraget til at passe på hinanden. Det kan vi godt i golfklubberne. Vi kan godt finde ud af, at vi ikke skal være for tæt på hinanden, at vi ikke skal samles omkring klubhuset, men at vi derimod skal tage ansvar og være tilpas forsigtige når vi omgås hinanden. Netop det som Regeringen ønsker og som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Vi skal holde afstand og have god håndhygiejne.

Den indledende instruks/anbefaling til klubberne var nærmest perfekt - tak for det, men vi skal ikke overimplementere en lovgivning - eller rettesnor, blot fordi vi skal kunne sige: vi står sammen. Myndighederne har jo netop ikke vedtaget et udgangsforbud for danskerne – fordi de vurderer at danskerne godt kan finde ud af at færdes fornuftigt og fordi de mener, at det her er en indsats af en varighed der gør, at vi har behov for at kunne bevæge os ud på måder og steder, der ikke indebærer smitterisiko.

Alle bakker umiddelbart op om alle de initiativer der tages – også DGU’s seneste initiativ, fordi vi alle er parat til at gøre det nødvendige for at vende situationen.

Men det er svært for os at svare på de mange medlemshenvendelser, der alle giver udtryk for et stort ønske om at kunne lægge sin bag i bilen – enten alene eller sammen med et samboende familiemedlem – køre ud til banen – gå 18 eller 9 huller, lægge bag’en i bilen igen og køre hjem efter en dejlig dag. Samtidig kunne de købe take away med hjem fra golfrestauranten og på den måde støtte en virksomhed, der ellers har trange vilkår.

Vi har svært ved at forklare, at der er forskel på at mødes 4 personer på Kastellet, i en skov eller på en golfbane og gå en tur, samtidig med, at vi holder sikker afstand til hinanden. Golfkøllen er ikke i sig selv forskellen.

Der er mange der tænker, at DGU i denne sag, velmenende javel, har slået sit approachslag alt for langt. Det er i forhold til klubbernes medlemmer ikke den rigtige beslutning, der er taget. Danmarks golfspillere kan godt forstå alvoren i den nuværende situation.

Fællesskabet er afgørende - vi skal tage myndigheders retningslinjer alvorligt i kampen mod virus - vi står sammen i golfverdenen lige nu og det skal vi blive ved med. 

Vi er ikke i tvivl. 

Hvis sundhedsmyndighedernes retningslinjer ikke ændres, så bør DGU overveje at tilpasse sine anbefalinger så de giver adgang til, at medlemmer af golfklubber alene eller sammen med samboende kan spille en runde golf under forudsætning af, at færdslen går fra bil til bane og retur til bilen uden brug af klubbens faciliteter – bortset fra et eventuelt besøg i take-away restauranten.

Vi skal passe på hinanden – men vi skal samtidig fremme mod, håb og almen sundhed.

 

 

Om forfatteren

AAGC

AAGC

Aarhus Aadal Golf Club

Brydehøjvej 35
8462 Harlev

Tlf: +45 86 94 26 77

E-mail: aagc@aadalgolf.dk

Nyttige telefonnumre

  • Kontoret: 86 94 26 77
  • Cafe VedLund: 51 28 00 59
  • Baneservice: 20 42 37 77

Det vil nok være en god ide at have disse numre noteret evt. lagt ind på mobiltelefonen!

Drop på fairway ved bold mistet eller Out of Bounds

Lokal regel E-5

Denne lokalregel er ikke gældende på vores bane.

Så husk en provisorisk bold, hvis I er det mindste i tvivl om I kan finde jeres bold, eller hvis der er en chance for at den er mistet Out Of Bounds.