Nu har foråret slået igennem. Det første sikre tegn er de små gæslinger på hul 1. april måned byder på godt vejr, dog med morgner hvor banen er lukket på grund af rimfrost. Græsset gror og banen bliver bare flottere og flottere for hver dag.

Kontoret

Betina og Martin har som altid travlt. De tager imod mange nye medlemmer, svarer på alle mulige spørgsmål fra både medlemmer og gæster, samtidig med at de udfører alle opgaver for driften af klubben. Tak for den store indsats.

Kontortid i sæsonen:               mandag – Torsdag                             9.00 – 15.00

Fredag                                            9.00 – 14.00

Weekend og helligdage lukket

Medlemmer

Der er god søgning til vores klub. Frem til nu er der kommet 91 nye medlemmer 2026. Dejligt og velkommen til jer. Vi har som bekendt et maks. antal spillere på 18-huls banen på 1200 medlemmer. Der er stadig 70 ledige seniormedlemskaber, 2 hverdags medlemskab og 18 ledige ungdoms-/studerende/junior 16-18 år til 18 huls banen, inden vi skal til at tage ventelistemedlemskabet i brug.

Med den positive tilgang af medlemmer, er det nu endnu vigtigere, at vi alle har bestilt starttid i Mit Golf / Golfbox, når vi vil ud at spille en runde golf. Det er ligeledes vigtigt at tiden bliver bekræftet på touchskærmene i klubhuset eller på Mit Golf appen inden man går ud. Det er ikke tilladt at starte en golfrunde uden en bekræftet starttid. Har man bestilt en starttid og bliver forhindret, er det vigtigt, at man sletter tiden så hurtigt som muligt og dermed giver andre mulighed for at booke starttiden. Disse regler gælder både på 18 huls banen og 9 huls Pay & Play banen.

No Show

Vi har desværre stadig mange der ikke får bekræftet tiden eller meldt fra. Ind til nu har der været 161 medlemmer og 32 greenfee gæster på 18-huls banen og på 9-huls banen er der 138 medlemmer og 6 greenfee gæster. Det er alt for mange, så et nyt tiltag er besluttet i bestyrelsen. Hvis en person har mere end 4 No Show på en måned, får vedkommende en uges karantæne fra banen. Vi håber meget at I vil hjælpe hinanden med at huske at få bekræftet tiden, så vi ikke skal til at give karantæne. På forhånd tak.

Banen

Der er sket rigtigt meget på banerne efter vinteren.

18-huls banen har fået robotter og det ser rigtigt fint ud. Greenkeeperne arbejder lige nu med at lave områderne ved lade stationerne, så robotterne altid kan komme frem til ladning. Det skal nok blive rigtigt pænt når først al bevoksning på banen er kommet i god vækst efter vinteren. Robotterne er ikke helt færdig indstillet endnu, så nogle steder bliver semi rough ikke klippet af robotterne endnu, men det er planen at alle fairway og alt semi rough skal klippes af robotterne. Torsdag startede greenkeeperne med at klippe rough, så inden længe står banen flot med alle klippede arealer. Greenkeeperne er også i fuld gang med at prikle og give banen gødning. Tusind tak til greenkeeperne for deres fleksibilitet og indsatsen i den store omlægning i deres arbejde.

 

Den gode vækst i greens gør at de nu kan klippes tættere og dermed blive hurtigere. At greens er i god vækst, medfører at der bliver nedslagsmærker efter boldene. HUSK! at rette nedslagsmærkerne op.

Der er kommet nye afstandsmarkeringer. Sorte pæle med hvide ringe. En ring betyder 50 m til forkant green, to ringe betyder 100 m til forkant green o.s.v.

Kopperne til knækkede tees er som forsøg fjernet fra teestederne. De blev for meget brugt som affaldsspand. I baneudvalget arbejdes der med at finde en anden løsning til brækkede tees og pant opsamling.

På 9-huls banen kører robotterne fint, som de også gjorde i efteråret.

Driving range

Tømreren er nu færdig med arbejdet på etagedækket og det ser rigtigt flot ud, så besøg øverste etage og slå herfra mod de runder cirkler om afstandspælene. Der oppe fra har man et godt overblik. Nu er den ny og der er lavet en konstruktion der kan holde de næste mange år.

Vi har desværre på det sidste igen haft problemer med vores boldmaskine. Vi venter på en reservedel til at løse problemet. Håber på tålmodighed og forståelse.

Der har også været gange hvor boldopsamleren ikke har kørt. Ofte har det været fordi kablet der styrer robotten er slået over ved udslagsmåtten. HUSK! man må kun slå fra måtten. Jeg håber alle jer der læser dette vil være med til at holde det i hævd – Man må godt sige til andre at de ikke må stå uden for måtten og heller ikke selv om de teer op. Tak for hjælpen.

Buggyplads

Det roder lige nu, men som I også kan se så skrider arbejdet frem og vi forventer det er færdigt i løbet af de næste 14 dage, hvor vi forhåbentlig også modtager de nye buggys.

 Turneringsudvalget

Den 12. april var der åbningsturnering med en meget flot tilslutning. Mange nye spillere var mødt op. Der var dejlig morgenmad i Brasseriet, hvor der var mulighed for at møde andre medlemmer. Turneringen blev gennemført i dejligt vejr og med point der viser det er først på sæsonen. Efter turneringen var der uddeling af præmier fra Consist. Tillykke til alle vinderne. Tusind tak til Consist for præmierne og tak til turneringsudvalget for endnu en flot åbning på sæsonen.

Den næste turnering er forårsturnering d. 2. maj med Herning Skov Have og Park som sponsor. Husk at få dig tilmeldt.

Sportsudvalget

I år har vi 7 hold tilmeldt i danmarksturneringen, tre herrehold, et damehold, et seniorhold, et veteranhold og et superveteranhold. Held og lykke til alle holdene.

I regionsgolf har vi 8 hold med. Et hold i B-række, et hold i C-række, et hold i D-række, et hold i Veteran A, to hold i Veteran C, et hold i Superveteran A og et hold i Superveteran C. Held og lykke til alle holdene.

Golfens dag

Søndag d. 19. april blev der afholdt Golfens dag. Vi havde besøg af ca. 90 personer, som havde en god dag i klubben. Flere gav udtryk for at de godt kunne tænke sig at begynde på at spille golf. Der kom 3 nye prøvemedlemmer på dagen.

Til golfens dag var der mange flere der ønskede at deltage end vi havde plads til, så det er vedtaget at vi gennemfører endnu en Golfens dag d. 17. maj. Der kommer info og reklame om dagen i nærmeste fremtid.

Ny træningsmulighed

Oli og Laurits tilbyder nu drop-in træning hver lørdag fra kl. 10.00–11.00.

  • Pris: 100 kr.
  • Varighed: 60 minutter
  • Maks. 6 deltagere

Tilmelding sker via GolfBox under “kurser”.

De glæder sig til at se jer!

Nyt i shoppen

De har fået tøj fra What Bunkers – og ifølge Oli er det noget af det bedste på markedet lige nu. Oli har testet meget forskelligt gennem de sidste 20 år, og det her er virkelig lækkert at have på.

Finder du noget, du kan lide, men mangler din størrelse, kan Oli som regel skaffe det inden for én dag, da What Bunkers holder til i Hørning. Det gælder også varer fra deres hjemmeside.

Oli starter med et mindre sortiment, men hvis interessen er der, udvider han selvfølgelig.

Tilbud lige nu 🔥

  • What Bunkers læderhandsker: Køb 2 – få 1 gratis
  • Srixon AD333 bolde: Spar 200 kr. ved køb af 3 dusin

Blomsterpigerne/Mandagsudvalget

Kært barn har mange navne og i vores klub kan vi ikke undvære dem. De mødes hver anden mandag i hele golfsæsonen og sørger for at det ser pænt ud rundt om klubhuset, pudser vinduerne i ankomstområdet når de trænger, planter blomsterkasser til og passer dem og sørger for at der er blomster på bordene på terrassen, hygger sig sammen og meget mere. Tak for den store indsats, som betyder vi alle kan være stolte af vores klubhus.

Økonomi

Det går godt med økonomien. Vi følger budgettet.

 

 

Med venlig hilsen

Klara Kruse

Formand for Aarhus Aadal Golf Club