Efteråret viser sig fra en noget blandet side, med nogle heftige byger men også mange gode og solrige stunder. Sollyset over anlægget lige nu er noget af det smukkeste man kan have, så husk at kigge op fra golfbolden og nyd alle de fantastiske udsigter vi har, op mod den blå himmel med hvid-grå efterårs skyer.

Kontoret

I oktober måned holder kontoret åben

Mandag – Onsdag                             9.00 – 15.00

Torsdag                                          9.00 – 16.30

Fredag                                            9.00 – 14.00

Weekend og helligdage lukket

Kontoret har travlt med medlemskorrespondance, planlægning af arbejde for greenkeepere, MUS med medarbejdere, bogføring, økonomi og ind- og udmeldinger.

HUSK! at være opmærksom på at sidste frist for udmeldelse eller skift af medlemstype er 31. oktober.

Snart går de i gang med at få styr på udlejede af bagskabe. Igen i år opfordres man til at tømme skabet om vinteren, hvor musene er ekstra aktive med at finde huler indendørs. Dog skal det siges, at den indsats der blev gjort sidst med soklen, ser ud til at holde musene ude.

18-huls banen

Som I nok alle ved er greens blevet proppet og måttet ud med sand. Nogen kan mene det er et forkert tidspunkt i sæsonen, men det var en nødvendighed som vi golfspillere må leve med, for at blive ved med at have en god golfbane. I den nærmeste fremtid bliver greens eftersået og gødet, så græsset får de bedste betingelser for at komme sig og skabe ny vækst.

Teestederne på begge baner er blevet vertikalskåret, og i den kommende periode vil de blive topdresset og eftersået. Det er en vigtig del af arbejdet med at styrke græstæppet.

Der er sat nye afstandspæle op de steder på banen, hvor de manglede, så nu håber vi alle kan finde deres afstande.

9-huls banen

Intensionen for 9-huls banen er, at den skal holdes i samme standard som 18-huls banen og vi er godt på vej. 9-huls banen får i denne omgang samme behandling som 18-huls banen. God spille lyst.

Brasserie Aadalen

Det går godt i Brasseriet. Udover at servicere golfklubben er Thomas og Rikke gode til at få forskellige arrangementer og fester i lokalerne, hvilket er reklame for klubben.

Der kommer tre særlige menuer på deres hjemmesiden:

  • Mortensaften d. 10. november i Brasseriet – kom og vær med.
  • Julefrokost ud af huset, der kan også laves aftale om julefrokost i Brasseriet.
  • Nytårs menu ud af huset.

Tak for et godt samarbejde til Thomas og Rikke.

Solceller og varmepumper

For 3 år siden investerede vi i solceller og varmepumper. Den investering har betydet en samlet drift besparelse på ca. en halv mio. kr. samlet over de 3 år. Det må siges at være en god investering.

Frivillighedsdag

Husk krydset i kalenderen d. 22. november. Alle der laver frivilligt arbejde bliver inviteret til en velfortjent frokost med underholdning. Invitationen kommer ud senere med mere information.

Arbejdsdag

Der er arrangeret arbejdsdag d. 7. november. Husk at sætte et kryds i kalenderen og få dig tilmeldt i GolfBox. De sidste informationer om dagen komme snart. Vel mødt til en hyggelig dag i klubben.

Medlemskab

Hvis du kender nogen der kunne tænke sig at blive medlem af klubben, så kan de fra 1. oktober blive medlem resten af året ved at forudbetale kontingent for 2027.

Begynderudvalget

Det har været en god sæson med 100 begyndere igennem deres kursus, hvoraf mange har tegnet et medlemskab i klubben. De har lige startet et nyt hold op, som fortsætter ind i næste sæson. Tusind tak for den store indsats.

Turneringsudvalget

Lørdag d. 10. oktober afholdes der afslutningsturnering med efterfølgende frokost. Det er afslutning på en lang række gode turneringer hvor alle er velkommen og der bliver taget godt imod alle, erfarne som nybegyndere. Tusind tak for det gode arbejde.

Pro træner

Ny træningsmaskine i Aarhus Aadal Golf Club:
Klubben har fået en rigtig fin gave fra Lotta Schmidt – en maskine, der hjælper spillerne med at få det rigtige sving med køllen.

Maskinen hedder PlaneSWING, og der findes masser af videoer om den på YouTube. Oli håber at få lavet en lille video, hvor det vises, hvordan den fungerer, og hvad den kan bruges til. Maskinen står på Driving range i Olies rum.

Tusind tak til Lotta for den flotte gave!

What Bunkers:
What Bunkers er rigtig glade for, at det er muligt at købe deres tøj i klubben. Der er også rigtig mange, som har købt en logo-polo fra What Bunkers.

Derfor har What Bunkers sponsoreret et håndklæde til alle boldvaskerne på banen. Tusind tak til What Bunkers

Golftur til efteråret:
Der har været stor søgning til golfturen, så alle pladser er udsolgt. God tur.

Danmarksturneringen

Vi har haft 7 hold med i danmarksturneringen i år. Alle har gjort det godt og haft stor fornøjelse af at deltage. To af vores hold, Dameholdet og Superveteran A kvalificerede sig til oprykningsspillet. Superveteran A måtte se sig slået og forbliver i kvalifikationsrækken, hvorimod vores dygtige damer vandt deres kamp om oprykning, hvilket betyder de nu er i 3. division. Kæmpestort tillykke med det.

Regionsgolf

Regionsgolfsæsonen er slut. Vi har haft 8 hold tilmeldt og heraf gik 5 hold videre til semifinale i regionen – det må siges at være en succes. Superveteran A vandt regionsfinalen og gik videre til landsfinalen, som blev spillet den 18. september mod Næstved på Trelleborgbanen. Superveteranen A vandt kampen og kan nu kalde sig Landsfinale vindere. Superflot og stort tillykke med det.

200 kr. gave

Tak til alle dem har givet en gave. Gaven alene luner i klubkassen, samtidig med at den sikrer vi fortsat opfylder betingelserne for at være en almennyttig forening, der kan få momskompensation. Hvis du er en af dem der endnu ikke har fået givet gave kan du stadig nå det på MobilePay 661760 eller GolfBox under turnering – Donation 2026 eller gå ind på kontoret. På forhånd tak.

Økonomi

Væsentlige forudsætninger for klubbens økonomi, er at vi når budget for kontingent og greenfee -indtægter. På begge områder er det gået godt. På sponsorområdet er vi foran på indtægter. Der er foretaget nogle velovervejede langsigtede investeringer. De øvrige områder følger stort set budget, så vi forventer, at regnskabet lander omkring det budgetterede resultat for året, medmindre der indtræffer uforudsete begivenheder resten af året

 

Med venlig hilsen

Klara Kruse

Formand for Aarhus Aadal Golf Club